Best Western Plus Hotel Eydes historie kan føres helt tilbage til 1839, hvor hotellet var den kun tredie bygning i Herning.
Det hele startede tilbage i 1839, hvor den fuldmægtige på herredskontoret, Peter Christian Bertelsen, åbnede Christiansminde Kro. På det tidpunkt var der faktisk kun to andre bygninger på det sted, der senere skulle blive til Herning nemlig tinghuset og apoteket – stadig i 1841 var der kun 21 indbyggere i Herning, og altså et godt stykke vej fra byen som vi kender den i dag.
Forærede Herning en kirke
I 1856 blev Christiansminde Kro imidlertid solgt til John Eyde, der skulle få en væsentlig rolle i udviklingen i og omkring kroen. Eyde viste sin fremsynethed ved flere lejligheder, men en af hans mest bemærkelsesværdige tiltag var, da han forærede byen byggegrunden til Herning Kirke. Her betingede Eyde sig nemlig, at der blev tinglyst en torveplads mellem hans kro og kirken og sikrede på den måde, at kroen – og altså senere Hotel Eyde – altid ville være centralt belliggende midt på byens torv.
John Eyde solgte kroen, som blev til Hotel Eyde
I 1882 solgte John Eyde kroen til Chr. Jensen, som straks gik i gang med en større forvandling af kroens udseende. Først blev den østlige del af kroen ombygget og stod færdig i 1885, mens den vestlige del først var færdigbygget i 1893 og dermed fremstod, som vi kender hotellets hovedbygning i dag. Kroen blev herefter omdøbt til Hotel Eyde.
Det gamle hotel er med skiftende ejere løbende blevet renoveret og udvidet – altid med skyldig respekt for stedets atmosfære og historiske baggrund. Under Fam. Diderichsens ejerskab viderefører Best Western Plus Hotel Eyde denne linje og foretager løbende omfattende renoveringer, så hotellet også i fremtiden kan fremstå som en spændende kombination af klassisk elegance og hjemlig hygge, krydret med alle moderne bekvemmeligheder.